Der kan være mange gode grunde til at renovere et gammelt trægulv, men spørgsmålet er, om det er muligt at få et godt resultat ud af arbejdet. Læs med og få svaret her.
Mange mennesker sætter en ære i at bevare det originale udtryk, når de renoverer en bolig, og det gælder også for de trægulve, der findes i huse og lejligheder rundt i landet. Desværre er gamle trægulve ofte i en slem forfatning, og det kan være svært at overskue, om det overhovedet kan lade sig gøre at sætte dem i stand.
Svaret på dét spørgsmål afhænger af to faktorer: gulvets nuværende stand og dine ønsker til overfladebehandling.
Hvordan renoverer man et trægulv?
Som det første skal du tage et grundigt kig på gulvets stand. Slid er ikke det værste – det er ofte værre med dét, der ligger ovenpå gulvet; nålefilt, gammel linoleum, tykke lag af lak, fernis etc. Det er både grimt og mere besværligt at fjerne end almindeligt slid.
Uanset hvilken overfladebehandling du ønsker efterfølgende på det renoverede gulv, er det nødvendigt med en gulvafslibning eller en gulvafhøvling, inden du kan komme videre.
Gulvafhøvling
En gulvafhøvling er nødvendig i de tilfælde, hvor der sidder lim- eller malingrester på træet efter tæpper eller linoleum, ligesom gulvet skal høvles, hvis det er behandlet med fernis.
En gulvafhøvling fjerner et forholdsvis tykt lag (ca. 2-4 mm) af gulvbræddernes tykkelse, og derfor skal du først sikre dig, at plankerne kan holde til det. Til gengæld udligner en gulvafhøvling dybe ridser og mindre ujævnheder i gulvet, så du får et flot og ensartet gulv, der kan efterbehandles præcis, som du ønsker.
Gulvafslibning
En gulvafslibning er nok i de tilfælde, hvor gulvet ikke er væsentligt slidt, og hvor det primært handler om at fjerne den gamle overfladebehandling (medmindre det er fernis). Med en gulvafslibning forsvinder overfladiske skrammer, pletter og mørke aftegninger, ligesom den tidligere efterbehandling slibes væk, så du kan behandle på ny efter egne ønsker.
Modsat gulvhøvlen tager slibemaskinen kun ca. 1 mm af gulvets tykkelse, og derfor er det langt mere skånsomt for brædderne.
Reparationer
Hvis gulvet er virkelig slidt eller der er store niveauforskelle, kan du risikere, at det er nødvendigt at foretage reparationer på enkelte områder af gulvet; såkaldte udlusninger. Her hugger du de skadede områder bort med et stemmejern og tilpasser et nyt stykke træ, der kan udfylde hullet.
Du kan med fordel forsøge af finde et gammelt stykke træ, fx af en overskydende gulvbrædde, så stykkerne matcher hinanden bedst muligt.
Valg af overfladebehandling
Ved du endnu ikke, hvilken form for efterbehandling dit nyrenoverede trægulv skal have, kan du med fordel læse denne artikel, hvor vi gennemgår alle mulighederne.
Valget står primært mellem lak, olie, sæbe eller maling.
Lak- og oliebehandlede gulve er mest modstandsdygtige overfor slid og snavs, mens en sæbebehandling giver det mest naturlig udseende.
Maling er en mulighed, der bliver mere og mere populær, fordi den gør det muligt at vælge frit på alle hylder, når det kommer til farver. Samtidig kan maling bruges som løsning, hvis du ikke kan lide træets struktur eller der er for mange skrammer på trods af en gulvafhøvling og -slibning.
Kan man redde et gammelt trægulv?
Ja, det er absolut muligt at redde et gammelt trægulv, og det kan ofte give et smukt og unikt resultat. Processen involverer typisk en vurdering af gulvets nuværende stand, efterfulgt af passende renoveringsmetoder som gulvafslibning eller gulvafhøvling.
Overfladebehandlinger som lak, olie, sæbe eller maling kan derefter anvendes for at beskytte og forbedre gulvets udseende. Det er dog vigtigt at bemærke, at nogle gulve kan være for slidte eller beskadigede til at blive reddet, og i sådanne tilfælde kan udskiftning være den eneste mulighed.
Har du brug for hjælp?
For de fleste er det en fuldstændig uoverskuelig opgave at istandsætte gulvene på egen hånd, og det kan gå grueligt galt, hvis du ikke ved, hvad du laver. I nogle tilfælde endda så galt, at gulvet efterfølgende ikke kan reddes.
Hos Gulvkanonen giver vi gerne et gratis og uforpligtende tilbud på istandsættelsen af dine gulve, og vi sørger for fuld gennemsigtighed, så du kan se præcis, hvad dine penge går til. Har du spørgsmål, du ønsker at få svar på, inden du indhenter et tilbud, så kontakt os gerne på mail eller telefon eller tag et kig her på siden, hvor vi du finder en masse tips og gode råd om trægulve.