Slibning af et trægulv kræver de rette evner og redskaber, hvis resultatet skal være godt. Men gode råd er også værdifulde, så du sparer tid og kræfter på opgaven og får et endnu flottere slutresultat.
Denne artikel er en del af vores gør-det-selv-kategori med tips og gode råd til dine egne projekter.
Står du over for at skulle slibe et plankegulv, får du her en række tips og tricks til opgaven fra vores erfarne gulvfolk. Med disse gode råd håber vi, at du får nemmere ved at nå i mål med dit projekt, samt at du får det flotte resultat, du ønsker.
Før gulvslibningen
- Lej først slibemaskinen når du er klar: Du bør vente med leje af maskiner og andet udstyr, til du er helt klar til at gå i gang. På den måde kan du sandsynligvis spare penge, da du betaler for den kortest mulige lejeperiode.
- Forberedelse betyder meget: Gode forudsætninger er nødvendigt for en god gulvslibning, og derfor er det også vigtigt at forberede sig. Start derfor med at tømme rummet for møbler og afdæk de tilbageværende møbler eller ikke-flytbart inventar med afdækningsplast. Du kan også overveje at opsætte en afdækningsdør, så støv i tilstødende rum begrænses. Det er også en god idé at dykke søm i gulvet med hammer og dyknagle samt skrue skruer ca. 2 mm ned i gulvet. Så risikerer du ikke, at de ødelægger slibebånd eller -maskiner.
- Husk slibebånd i flere kornstørrelser: Når du skal slibe et plankegulv, er det nødvendigt at have slibebånd i flere kornstørrelser, da du nemmere kan få et godt sliberesultat. Hav gerne 4-5 forskellige korn til bånd- og valseslibemaskinen og kantsliberen, f.eks. korn 24, 40, 80, 100 og 120.

Slibning af et plankegulv kræver en grundig tilgang.
Under gulvslibningen
- Slib i træets længderetning: I de fleste tilfælde skal du slibe i træets længderetning. Det gælder også på plankegulve. Har du et gammelt plankegulv med et tykt lag lak, eller et gulv, der er skævt og ujævnt, kan det være nødvendigt at lave den første slibning på tværs eller diagonalt.
- Kontrol er vigtigt: Igennem hele slibeprocessen er det vigtigt, at du har god kontrol over maskinerne. Hold derfor igen på dem og læn dig ikke imod dem eller pres dem ned i overfladen. Det kan være en god idé at tage ledningen over skulderen eller hænge den i en krog i loftet, så den ikke kommer i vejen.
Løft valsen fri af gulvets overflade inden start, tænd slibemaskinen og begynd at gå fremad. Sænk herefter valsen til den er i kontakt med gulvet og bevæg dig fremad i et jævnt tempo. Husk altid at undgå, at slibemaskinen kører, når den står stille. - Start med store overflader og slut med hjørner og dørtrin: Du bør starte med at slibe gulvets store flader og slutte med hjørnerne samt dørtrin. Slibemaskinerne kan dog ikke nå alle områder. Derfor skal du bruge et skrabejern til de mest utilgængelige steder.
- Slib flere gange: Du får den flotteste og mest gennemførte slibning af plankegulvet, når du sliber flere gange. Start med korn 40, eller evt. korn 24 (efterfulgt af 40) hvis efterbehandlingen ikke slibes væk. Herefter sliber du med finere slibebånd: først korn 80, så 100 og til sidst 120.
Efter gulvslibningen
- Bedøm kvaliteten af dit arbejde: Efter sidste slibning skal du naturligvis tjekke slibearbejdet og sikre, at efterbehandlingen er helt væk så der kun er rent træ og ingen synlige ridser. Overfladen skal være jævn og uden mærker efter slibestop eller overgange mellem slibningerne. Nu er plankegulvet klar til at blive efterbehandlet.
Få hjælp til gulvslibningen
Hvis du tænker, at en slibning af dit plankegulv er en lidt for stor mundfuld, hjælper vi naturligvis gerne. Kontakt os hos GulvKanonen og få et gratis tilbud på din opgave, hvor prisen selvfølgelig skræddersyes til dine ønsker og behov.

