Et olieret trægulv kan holde sig smukt i mange år, hvis du plejer, vasker og vedligeholder det korrekt.
Boligens trægulv er et af de områder, der er mest udsat for slid, skidt og snavs, og derfor er det essentielt, at det bliver rengjort og plejet på den rigtige måde. Særligt vigtigt er det med olierede gulve, der skal bibeholde den smukke glød.
Er du i tvivl om, hvordan du bedst passer dit olierede trægulv, så læs med her, og bliv klogere.
Daglig rengøring af olierede gulve
Oliebehandling giver en smuk silkemat overflade på dine gulve, og generelt set er det en behandling, der er meget modstandsdygtig overfor snavs og slid. Ikke på højde med lak, men det er tæt på – og så er det lettere at friske et olieret gulv op på områder, hvor der er meget slid.
Den daglige rengøring af trægulvet skal foregå med en blød kost eller en støvsuger med et blødt børstemundstykke, så du undgår at ridse det. Når det vaskes, skal du bruge en egnet oliesæbe, der passer til din behandlling, fx hvidpigmenteret oliesæbe til hvidolieret gulve etc. Bland altid sæben i lunt vand efter producentens anbefalede forhold.
Det er vigtigt at huske, at trægulve er følsomme overfor vand og fugt, og derfor skal du vride moppen godt op, inden du vasker – og så skal du altid vaske med åreretningen. Det skal du, fordi det vand, der ligger tilbage efter gulvvasken, kan give minimale striber – når de blander sig med årene i træet, bliver de usynlige for det blotte øje.
Pleje af olierede trægulve
Når et trægulv er nyolieret, er det meget lukket i overfladen, og det er nærmest umuligt for væske at trænge ned. Med tiden brænder olien af, og det kan blive lidt trist at se på – særligt på områder hvor der er meget slid.
Det kan du komme til livs med plejeolie, der frisker gulvet op. Du kan bruge det på hele gulvet, eller du kan nøjes med at pleje særligt udsatte områder – men husk, at plejeolien skal passe til den olie, gulvet har fået. Præcis som med oliesæben til gulvvask.
Har tiden gjort dit trægulv modtagelig for farvede væsker, så du pludselig står med en stor plet på brædderne, kan du fjerne den med trærens, hvorefter du olierer på ny.
Se også filmen ovenfor, hvor Gulvkanonen viser hvordan.
Pas på dit trægulv!
Vi været igennem de bedste tips til vedligeholdelse af dit olierede trægulv, men du skal også passe på det i dagligdagen – og til det har vi samlet 3 gode råd:
1) Brug tæpper
Der er områder i boligen, der er særligt udsatte for slid. Det gælder blandt andet entréen, hvor man går ud og ind med sko, skidt, vand, sne og sjap, ligesom området omkring spisebordet bliver godt brugt hver dag.
Her kan du med fordel passe på trægulvet ved at lægge mindre gulvtæpper ud. Det minimerer det daglige slid, og desuden kan du skabe flotte løsninger med tæpper, der komplimenterer gulvet.
2) Brug filtpuder
Det kan ikke siges ofte nok: Brug filtpuder under dine møbler. Det gælder både stole, sofaer og tunge reoler. Selvom du løfter stolen, når du sætter dig til bords, så er det ikke sikkert, at dine gæster eller dine børn gør – og en stol, der trækkes henover et trægulv, vil med garanti efterlade ridser og blotte det åbne træ.
3) Tag skoene af
Det er fristende at gå ind med sko, hvis man lige har glemt noget i køkkenet, men der er ikke meget du kan gøre, som er værre for dit trægulv. Småsten og sand sætter sig fast i rillerne under skoene, og det ridser altså. Højhælede sko holder måske ikke så godt på stenene, men til gengæld er de små hæle ekstra hårde mod gulvet.
Gør dig selv en tjeneste, og lad skoene blive i entréen.
Ofte stillede spørgsmål om pleje af olierede gulve
Hvordan rengør jeg mit olierede gulv?
Daglig rengøring af olierede gulve kan foregå med en blød kost eller en støvsuger med et blødt børstemundstykke for at undgå ridser. Ved vask skal du bruge en egnet oliesæbe, der passer til din behandling, blandet i lunt vand efter producentens anbefalede forhold.
Hvor ofte skal jeg pleje mit olierede gulv?
Frekvensen af pleje afhænger af brugen og slidet af gulvet. Generelt anbefales det at anvende plejeolie mindst en gang om året for at bibeholde gulvets glød og beskyttelse.
Hvad skal jeg gøre, hvis der kommer en plet på mit olierede gulv?
Hvis dit trægulv bliver modtageligt for farvede væsker og du får en plet, kan du fjerne den med trærens, hvorefter du olierer på ny.
Hvordan kan jeg minimere slid på mit olierede gulv?
Brug tæpper på områder, der er særligt udsatte for slid, som f.eks. entréen og området omkring spisebordet. Brug filtpuder under dine møbler for at undgå ridser og skader. Det er også en god idé at tage skoene af, når du går på gulvet.