
Sæbebehandlede trægulve har mange fordele. Udseendet er bestemt én af dem. Skal du selv i gang med at sæbebehandle et gulv, er det vigtigt, at du gør det korrekt. Og til den opgave får du her nogle tips og tricks.
Denne artikel er en del af vores gør-det-selv-kategori med tips og gode råd til dine egne projekter.
Der er flere fordele ved sæbebehandlede trægulve, hvilket gør denne type efterbehandling til et godt valg i mange hjem. Sæbebehandlingen gør bl.a., at træets naturlige udseende (årestruktur m.m.) synliggøres, ligesom gulvet også ’føles som et trægulv’, når man går på det. Sæbebehandlede gulve er også nemme at vaske, hvilket også er en klar fordel.
Det flotte resultat af en grundig sæbebehandling.
Før sæbebehandlingen
- Vælg mellem hvid sæbe eller natursæbe: Én af de første overvejelser du skal gøre dig er, om dit gulv skal behandles med hvid sæbe eller natursæbe. De giver begge den samme grad af beskyttelse, men har hver deres effekt på gulvets udseende. Hvid sæbe indeholder hvidpigmentering, hvilket giver trægulvet et flot, lyst udseende (i modsætning til natursæbe, hvor resultatet er mindre lyst).
- Køb et ordentligt sæbeprodukt: Det er en god idé at bruge penge på et ordentligt sæbeprodukt, f.eks. i dit lokale byggemarked, da kvalitet og pris i mange tilfælde hænger sammen. Det kan f.eks. være fra Faxe eller Trip Trap.
- Følg anvisningerne på produktet: Det er uden tvivl vigtigt at læse og følge anvisningerne bag på det sæbeprodukt, du bruger, da eksempelvis tørretiden kan variere fra produkt til produkt.

Under sæbebehandlingen
- Behandl gulvet flere gange: Det er vigtigt at mætte trægulvet ordentligt, så sæben virkelig kan trække ind i træet og give et flot, lyst udseende. Derfor er det en god idé at behandle gulvet mere end én gang. Pas dog på med at hælde for meget sæbe på gulvet, når du behandler det, da overskydende sæbe kan danne skjolder.
- Arbejd i længderetningen: Når du påfører sæben, skal du arbejde i træets længderetning for at få det bedste resultat. Det vil sige, at du skal følge træets årer og ikke arbejde på tværs af træet.
- Undgå pauser: Med pauser mener vi, at du ikke skal stoppe sæbebehandlingen af gulvet halvvejs for at holde pause. Det er nemlig bedst at arbejde ’vådt i vådt’, så gulvet mættes optimalt, og du får det mest grundige resultat.
- Polér evt. gulvet efter 1. behandling: Når 1. omgang sæbe er tør, kan du evt. polere gulvet med en poleringsmaskine samt en grøn gulvpad, da det kan give en mere jævn overflade. Bagefter støvsuger du gulvet for slibestøv og kan fortsætte med næste omgang sæbe.
Efter sæbebehandlingen
- Tør overskydende sæbe op: Efter sidste omgang sæbe skal du huske at tørre overskydende sæbe op med en tør klud, så der ikke efterlades små søer af sæbe.
- Tjek tørretiden: Som udgangspunkt skal gulvet tørre i fem timer, før du kan gå på det i strømper. Det er dog en god idé at tjekke den anbefalede tørretid bag på dit sæbeprodukt, da tørretiden kan variere fra produkt til produkt.
- Husk løbende vedligeholdelse: Pleje og vedligeholdelse af sæbebehandlede gulve er også vigtigt. Her gælder det naturligvis, at du skal vaske gulvet korrekt, hvilket bl.a. omfatter brug af en velegnet gulvsæbe.
De 5 vigtigste tips til sæbebehandling af trægulve
Forberedelse er nøglen: Før du starter, skal du sørge for, at gulvet er rent og frit for støv eller snavs. Dette sikrer, at sæben trænger jævnt ind i træet.
Vælg den rigtige sæbe: Der findes forskellige typer af sæber til trægulve, som hvid sæbe og natursæbe. Vælg den, der passer bedst til dit trægulvs farve og ønskede udseende.
Følg anvisningerne nøje: Uanset hvilken sæbe du vælger, er det vigtigt at læse og følge anvisningerne på produktet nøje, især når det kommer til tørretid.
Arbejd i træets retning: Når du påfører sæben, skal du altid arbejde i træets længderetning. Dette hjælper med at sikre en jævn påføring og forhindrer striber eller mærker.
Vedligeholdelse: Efter sæbebehandlingen er det vigtigt at vedligeholde gulvet regelmæssigt med den rigtige type gulvsæbe for at bevare dets skønhed og beskyttelse.
Ønsker du hjælp til sæbebehandlingen?
En gulvbehandling med sæbe kan virke som nem opgave. Der kan dog sagtens opstå uforudsete problemer undervejs. Vil du være helt sikker på, at dit trægulv får den optimale behandling, kan vi hos GulvKanonen hjælpe dig. Kontakt os for at høre mere om, hvad vi kan gøre eller få et godt tilbud.